Pressemeddelelse

ADP fejrer 25-års jubilæum: En milepæl for effektiv havnedrift og konsolidering

ADP markerer sit 25-års jubilæum og fejrer et kvart århundredes effektiv havnedrift.

Virksomhedens DNA fra år 2000 lever videre i en organisation, der har udviklet sig med markedet med fokus på at understøtte den danske import og eksport.

Det har været en bemærkelsesværdig rejse for ADP siden 27. marts 2000.

Fra begyndelsen har organisationen været etableret med et DNA om at konsolidere havne, få stordriftsfordele og dermed udnytte havnenes kompetencer i synergier med hinanden. Udvikling og effektivisering har været en drivkraft, og dermed er det lykkedes ADP at tilpasse sig til både samfunds- og markedsudviklingen. 

"Jeg er utrolig stolt af at stå i spidsen for en organisation, der har bevist sin agilitet og relevans i en globaliseret verden siden 2000. ADP har været på en tilpasningsrejse for konstant at understøtte Danmarks position som en handelsnation. Det har bl.a. gjort sig gældende med etablering af Taulov Dry Port, udvikling af havnene og dannelse af ADP Energy Infrastructure", siger Rune D. Rasmussen, CEO, ADP og fortsætter:

"Senest har vi i samarbejde med Thisted Kommune konsolideret Hanstholm Havn, og det er i direkte sammenhæng med den vision, der var bag etableringen af ADP i år 2000. Det er helt generelt en udviklingsrejse, som vi kommer til at kigge mere ind i hos ADP, og som kan bidrage med at udvikle den danske havnesektor i en stærkere retning i forhold til den internationale konkurrence".

Medarbejdere er fundamentet for ADP’s succes
ADP’s medarbejderstab er vokset stødt i de sidste 25 år, men det er ikke kun væksten, der gør virksomheden stærk. Foruden en stor gruppe af medarbejdere med lang anciennitet, der er med til at præge virksomhedens udvikling, har ADP også tiltrukket, udviklet og fastholdt talent.

"ADP ville ikke være, hvor vi er i dag uden vores fleksible og omstillingsparate medarbejdere. Vi har en del medarbejdere med lang anciennitet, der har bidraget til et stærkt fællesskab samtidig med, at ADP har tiltrukket nye talenter i kraft med, at arbejdsopgaverne har ændret karakter i sammenhæng med den udvikling, som organisationen har været i. Medarbejderne har været og er en uundværlig del af vores succes og fortsatte udvikling" afslutter Rune D. Rasmussen, CEO, ADP.