CMA CGM er tilbage i Fredericia med egen feederservice

Verdens fjerde største containerrederi, franske CMA CGM, er nu tilbage med egen feederservice til Fredericia Havn. Første anløb var 28. juli 2020.
Fredericia Havn anløbes fremover hver tirsdag af ”Aries J” som en del af Scandinavian Shuttle Service E, der via Hamburg forbinder Fredericia Havn med CMA CGM’s globale rutenetværk.
”Efter at et par års fravær, hvor vi har benyttet Commercial Feeders, er vi glade for at være tilbage i Danmark med eget skib. Fredericia anløbes som første havn efter Hamburg, og er med den korte sejltid et stærkt og miljørigtigt alternativ til lastbil-transport mellem Hamburg Havn og Syddanmark samt Fyn. Det er helt i tråd med CMA CGM’s grønne linie, og im- og eksportører vil nu stå med en mulighed for at forbedre CO2 regnskabet, hvilket mange virksomheder jo efterspørger” udtaler Henrik Petersen, Branch Manager, CMA CGM Danmark.

Den nye feeder rute er en styrkelse af Fredericia Havn som knudepunkt for containertrafikken mellem Danmark og oversøiske markeder.