ADP styrker driftsorganisationen

Som en del af den overordnede strategi om styrkelse af driftsorganisationen har ADP A/S pr. 1. januar 2016 ansat Morten Højrup som ny driftschef. Med reference til COO, Jacob Gerdes, skal Morten Højrup sikre den fremtidige optimering og styrkelse af driftsorganisationen hos ADP.

Morten Højrup kommer fra en stilling som vedligeholdelseschef i Arla Foods, hvor han ud over ledelsesansvar for en teknisk afdeling også har haft ansvar for indkøb, vedligehold og produktions-it.  Før tiden i Arla Foods har Morten været fabrikschef i det daværende Steel Team, som var specialiseret i stålbearbejdning og overfladebehandling af stål-emner op til 30t til vindmølleindustrien og produktion af de verdenskendte Gori foldepropeller til lystbåde. Morten bringer dermed en solid erfaring fra ledelse af større driftsorganisationer med sig, som skal bruges i udviklingen af driftsorganisationen hos ADP.

 
 ” At skabe struktur på arbejdsmæssige processer er noget jeg har beskæftiget mig meget med tidligere. Her hos ADP bliver én af mine vigtigste opgaver at skabe struktur for den fremtidige ansvars- og rollefordeling i driftsorganisationen”, siger Morten Højrup.

”Jeg har brugt de første uger hos ADP til at få et godt indblik i forretningen, kunder og samarbejdspartnere, og jeg har nu et godt overblik over de opgaver, der ligger i at drive en havnevirksomhed som ADP”, siger Morten Højrup.

Morten er oprindeligt uddannet maskinmester fra Maskinmesterskolen i Fredericia, hvor han også har boet. Morten er i dag bosiddende i Haderslev, gift og far til fire drenge.
 
Styrkelse af driftsorganisationen
”Med ansættelse af Morten Højrup som ny driftschef har vi taget første skridt i udviklingen af vores driftsorganisation”, siger COO Jacob Gerdes.  Som havnevirksomhed oplever vi en markant øget konkurrence i disse år, og en effektiv driftsorganisation er forudsætningen for at vi fortsat kan tilbyde optimal service i form af kraner, mandskab og service på kajerne til vores kunder”, siger Jacob Gerdes.
”Vi har samtidig også fokus på styrkelse af de interne processer, hvor vi lige nu arbejder på at ensrette driftsorganisationen på tværs af vores tre havne i Fredericia, Nyborg og Middelfart. Det kræver stærke ledelsesmæssige kompetencer at omlægge vores driftsorganisation til én samlet organisation på tværs af havnene, og til dette arbejde er Morten den helt rigtige person”, siger Jacob Gerdes.

For yderligere information kontakt:
COO Jacob Gerdes, Tlf.: 2969 2011 eller mail: jge@adp-as.dk