ADP støtter kulturen og sporten

I overensstemmelse med ADPs overordnede strategi om styrkelse af den nationale markedsføring og synlighed af virksomheden, har bestyrelsen i ADP A/S besluttet at indgå etårige sponsorsamarbejder med tre vigtige kultur- og sportsinstitutioner i Fredericia og et samarbejde om støtte til kulturevents i Nyborg. Der investeres i alt op til 3 mio kr. i sponsoraftalerne med FC Fredericia, Fredericia Håndbold og Fredericia Teater, og ADP A/S bliver dermed én af hovedsponsorerne for både FC Fredericia, Fredericia Håndbold og Fredericia Teater. ADP A/S støtter med 330.000 kr. havnerelaterede kulturevents i Nyborg og bliver bl.a. sponsor for ”Fyn rundt for bevaringsværdige træskibe”, som finder sted på bl.a. Nyborg Havn i juli 2016.

Det er ikke første gang at ADP A/S støtter sporten og kulturen i de byer, hvor ADP driver havnevirksomhed, men de nye sponsorsamarbejder får nu strategisk karakter og skal understøtte virksomhedens strategiske arbejde med at brande ADP lokalt og nationalt.  

”Vi har en fælles interesse i sammen med vores havnebyer at skabe udvikling og tiltrækning af arbejdskraft og virksomheder til byerne, og her er sport og kultur vigtige elementer” siger Nils Skeby, CEO for ADP A/S.