Ny CEO for ADP A/S udpeget pr. 1. august 2015

 

Bestyrelsen for ADP A/S har d. 20. maj, 2015 udpeget den 51 årige Nils Skeby til administrerende direktør for selskabet.

Nils Skeby tiltræder med virkning fra d. 1. august, 2015. Han kommer fra en stilling som CEO i Dansk Svejse Teknik A/S.

Nils Skeby har varetaget flere ledende stillinger i danske industrivirksomheder og er bl.a. pt. bestyrelsesmedlem i Hanstholm Havn.

 

 

 -Jeg glæder mig til at komme i gang med, hvad der for mig er et ønskejob. ADP A/S er en yderst økonomisk velkonsolideret virksomhed med et stærkt virksomhedskoncept. Selskabets havnefaciliteter ligger velplaceret, hvor den ”blå motorvej” møder såvel jernbanen som de danske motorveje. Forude venter store konkrete opgaver, specielt vedr. udviklingen af Danmarks Multimodale Transport- og Logistik Center (DMTC) i Taulov v/Fredericia, siger Nils Skeby i forbindelse med udnævnelsen.

Nils Skeby, som er født på Fanø, er uddannet maskiningeniør fra Esbjerg Teknikum samt har suppleret sin uddannelse med diverse lederkurser. Nils Skeby har gennem sin karriere varetaget stillinger som CEO i DanCopter A/S, AkvaMiljø, Caspian, Voith Industrial Services A/S og som nævnt senest i Dansk Svejse Teknik A/S. I sine unge dage var Nils Skeby desuden professionel badmintonspiller på internationalt plan.

Nils Skeby afløser Jens Peter Peters, der har valgt at forlade arbejdsmarkedet og som har varetaget stillingen som CEO for ADP A/S siden år 2000.

-Bestyrelsen ser meget frem til samarbejdet med Nils Skeby. Med dette glidende generationsskifte er vort selskabs videre udvikling lagt i rigtig gode hænder, udtaler formanden Arne Tirsgaard. 

For yderligere oplysninger kontakt:

Direktør Nils Skeby tlf. 2466 3811 / Bestyrelsesformand Arne Tirsgaard tlf. 2118 5074.