ADP opgraderer krankapaciteten på Nyborg Havn

Fredag d. 16. januar sejlede ADP en mobilkran fra Fredericia til Nyborg Havn. Vejret kunne naturligvis være en udfordring for transporten af den 30 m høje mobilkran men alt gik efter planen

Hele torsdag var 4 mænd i gang med at klargøre kranen til sejladsen. Skibet ankom kl. 8 fredag morgen, og straks derefter blev der lagt rampe ud mellem skibet og kajen, og kranen blev kørt om bord i takt med, at skibet tog ballastvand ind for at udligne vægtbelastningen. Dernæst begyndte arbejdet med at fastgøre kranen forsvarligt til den ca. 6 timer lange sejlads til Nyborg Havn.

Løfter 100 tons
Kranen – kaldet M6 – er en mobilkran, der indtil nu har opereret på Fredericia Havn. Den kan løfte alle former for gods, både stålprodukter, containere, løs bulk og er med sin store løftekapacitet på op til 100 tons velegnet til projektlast herunder vindmøller.  ADP er pt. i gang med at opgradere kajarealer i Nyborg, og dertil kommer nu en yderligere krankapacitet.