
Konsumfisk
En af Europas førende konsumfiskerihavne
Konsumfiskeri er et stort og vigtigt forretningsområde på Hanstholm Havn. Hver dag bliver store mængder konsumfisk tilført havnen af danske og udenlandske fiskefartøjer.
Hanstholm Havn ligger tæt på nogle af de bedste fiskepladser i Nordsøen og er en attraktiv landingshavn med en bred vifte af maritime serviceydelser og en stærk klynge af forarbejdnings- og eksportvirksomheder. Det gør havnen til en af Europas førende konsumfiskerihavne.
Størstedelen af de landede konsumfisk er søpakket fisk, som er sorteret, rengjort og pakket ombord. Når fisken bliver landet, er den derfor helt klar til at komme på auktion. Hanstholm Fiskeauktion er en af Europas førende fiskeauktioner og omsætter årligt ca. 40.000 tons fisk til aftagere i hele Europa.

Fiskeforarbejdningsvirksomheder
På og omkring Hanstholm Havn ligger mere end 20 fiskeforarbejdningsvirksomheder. De fleste opkøber fisk på Hanstholm Fiskeauktion, som de gør klar til eksport efter kundens ønsker. Hvor nogle fisk bliver pakket hele, bliver andre skåret ud. Al håndtering sker naturligvis i en ubrudt kølekæde, fra start til slut.
En stor del af fiskeriet og de fisk, der bliver solgt på auktion i Hanstholm, er MSC-certificeret. Marine Stewardship Council er en international non-profit organisation, som vil fremme af bæredygtigt fiskeri, undgå overfiskeri samt sikre fuld sporbarhed fra fangst til forhandler.
Hanstholm Fiskeauktion begyndte at sælge MSC-certificeret fisk som den første fiskeauktion i verden. På hver fiskekasse fremgår oplysninger om fartøj, fangstdato, fangststed, fiskeart og vægt.