Bradal´s Produkthandel flytter sine udskibningsaktiviteter til Fredericia Havn

Én af Danmarks store virksomheder i genvindingsindustrien, Bradal´s Produkthandel, flytter oplagringen og udskibningen af genbrugsjern til Fredericia Havn. Bradal´s Produkthandel forarbejder og forhandler genbrugsjern til markeder i hele Europa, og virksomhedens eksport og import af produkter vil over de næste mange år foregå fra Fredericia Havn.

En afgørende konkurrenceparameter for den danske genvindingsbranche er pris og mængde, og ved at flytte oplagringen og udskibningen af genanvendeligt jern til Fredericia Havn får Bradal´s Produkthandel nogle konkurrencemæssige fordele.

”På Fredericia Havn får vi adgang til kajnært areal direkte ud til 15 meter vand, og det giver os mulighed for at samle godset på større skibe på helt op til 30.000 tons og få det udskibet til vores hovedmarked i Tyrkiet, som er verdens største forbruger af genanvendeligt jern. Vi kan dermed konkurrere med de største aktører i Europa”, siger Thomas Bradal, Adm. Direktør.

ADP A/S er i gang med en udvikling, hvor arealer og faciliteter på Fredericia Havn bliver tilpasset til ny forretning og stigende mængder af gods fra f.eks. genvindingsindustrien.

”Vi ser i øjeblikket en tendens til, at stigende godsmængder konsolideres i de store europæiske transportkorridorer. Netop på grund af Fredericia Havns centrale beliggenhed i forhold til internationale markeder, vores vanddybde og den nemme adgang til motorvejsnettet udvikler vi havnens arealer og faciliteter til fremtidens godstrømme”, siger Rune Dalgaard Rasmussen, CCO i ADP A/S.

Bradal`s Produkthandel og ADP har indgået en længerevarende aftale, som betyder, at Bradal over de kommende år kan konsolidere deres import og eksport aktiviteter i Fredericia.

”Vi ser frem til samarbejdet med ADP, og det har været afgørende for os at få en samarbejdspartner, som har investeringsvillighed og som kan tilbyde os en totalløsning i forhold til håndtering, oplagring og udskibning af genanvendeligt jern”, slutter Thomas Bradal.

Den første prøveudskibning finder sted i løbet af marts måned, og dette vil samtidig være optakt til klargøring af arealer og faciliteter.

For yderligere information
Rune Dalgaard Rasmussen
CCO i ADP A/S
Tlf.: 2969 2011
E-mail: rdr@adp-as.dk