Åben Havn i Fredericia

Lørdag den 22. september åbner ADP dørene til Fredericia Havn. Tag familien med og kom helt tæt på havnens faciliteter og medarbejdere. I tidsrummet mellem kl. 10.00 -15.00 vil der være guidede rundvisninger af én times varighed, hvor man blandt andet kan opleve dykkere i vandet eller få en snak med havnens kranførere om, hvordan de med præcision fra førerhuset i 26 meters højde hver dag arbejder med tonstunge laster.

På dagen vil der også være mulighed for at komme på en sejltur med Aventura langs havnens kajanlæg.

Fredericia Havn har stor betydning for byen
Fredericia Havn har gennem de seneste 200 år haft en stor og vital betydning for lokalområdets liv, aktiviteter og beskæftigelse. En oplandsanalyse viser, at Fredericia Havn skaber 21% af arbejdspladserne i Fredericia Kommune - svarende til 5.419 jobs. Dertil skal lægges de afledte virkninger for følgeindustrier mv., som i oplandsanalysen opgøres til at være 2.667 arbejdspladser. Analysen er udarbejdet i 2016 af forskere fra Syddansk Universitet og Center for Regional- og Turismeforskning, og den er bestilt af brancheforeningen Danske Havne.

En større udviklingsplan på havnen skal netop sikre havnens positive udvikling til gavn for Fredericia over de næste mange år.

”Det er glædeligt, at vi som havn direkte og indirekte skaber godt 8.000 jobs i Fredericia Kommune. Da analysen bygger på tal fra 2016, er jeg overbevist om, at vi med vores igangsatte udvikling på Fredericia Havn og i Taulov Dry Port vil skabe endnu flere arbejdspladser i de kommende år”, siger Nils Skeby, CEO i ADP A/S.

Til Åben Havn vil der være mulighed for at høre Nils Skeby fortælle mere om udviklingsplanerne for både Fredericia Havn og Taulov Dry Port.

Arrangementet er åbent for alle, men kræver billet
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Deltagelse kræver dog en billet som kan afhentes på Fredericia Bibliotek, Prinsessegade 27, Fredericia, fra den 1. - 12. september. Billetterne uddeles efter ”først-til-mølle” princippet, og der er maks. 4 billetter pr. familie enten til guidede rundvisninger på havnen eller til en sejltur.

Bemærk at der er begrænsede billetter til sejlturen med Aventura.

Se programmet for Åben Havn her.