ADP opfører Port House til 130 mio. kr.

ADP, som ejer og driver Fredericia Havn, har igangsat en større udviklingsplan, som over de kommende år skal optimere arealer og infrastruktur på Fredericia Havn. Startskuddet på den ambitiøse udviklingsplan bliver opførelsen af Port House i Fredericias nye Kanalby. Port House bliver nyt domicil for ADP, men huset er samtidig indrettet som et moderne og fleksibelt flerbruger kontorbyggeri med plads til flere virksomheder.

Udviklingen af en ny og moderne bæredygtig bydel tæt på bymidten og havnefronten ud til Lillebælt vil over de næste mange år transformere Fredericia fra industriby til kanalby. Med opførelsen af Port House i kanalbyen ønsker ADP at skabe en god synergi mellem industrihavnen og den nye bydel. Samtidig har ADP et mål om at tiltrække flere virksomheder til havnen.

Port House bliver et moderne og fleksibelt flerbruger kontorbyggeri bestående af to bygninger på i alt 7.945 m2 med mulighed for flere lejemål fordelt på fire etager. Bygningerne indeholder kontorer, fælles reception, et mødecenter, kantine og en restaurant beliggende med udsigt til Lillebælt. Der etableres derudover også værksteder og faciliteter til ADPs driftsafdeling. 

”Flytningen fra vores nuværende kontor på Centerhavnen direkte ud til kajen betyder, at vi kan give plads til ny aktivitet og målet er tilflytning af en ny virksomhed – og dermed arbejdspladser - på havnen” siger Nils Skeby, CEO i ADP A/S.

 

 
Udvikling af by og havn
”Fredericia Havn er en bynær havn, hvor vi om få år får den nye kanalby som nabo. Som havn har vi en forpligtelse til at balancere vores vækstplaner og øgede aktiviteter i et godt samspil mellem by og havn, og derfor har vi besluttet at investere 130 mio.kr. i et moderne kontorbyggeri, som samtidig vil markere overgangen mellem industrihavnen og den nye kanalby” siger Nils Skeby.

Borgmester er glad for udviklingen af Port House
”Opførelsen af Port House er et vigtigt skridt i udviklingen af Fredericias nye bydel på havnen. For mig er det afgørende, at vi nu får skabt mange nye arbejdspladser helt centralt i Fredericia. Jeg er overbevist om, at dette attraktive projekt med beliggenhed lige ud til havnefronten vil skabe mange nye jobs og tilflytning af virksomheder”, siger Jacob Bjerregaard, Borgmester i Fredericia.

Attraktive erhvervslejemål
Port House består af to sammenhængende bygninger med hhv. 4.535 m2 og 3.410 m2 moderne og fleksible kvadratmeter.
 
”Port House bliver et attraktivt flerbruger erhvervslejemål, og vi ser frem til at kunne tiltrække nye virksomheder til Fredericia, hvor der vil være gode synergieffekter ved at bo sammen under samme tag”, siger Thomas Andersen, Business Development Manager i ADP A/S.

Port House står efter planen klar til indflytning i to etaper. Første bygning er klar i efteråret 2018 og anden bygning i efteråret 2019. Arkitekt på Port House er Schmidt Hammer Lassen, og Enggaard A/S bliver totalentreprenør. Byggeriet går efter planen i gang i løbet af sommeren 2017.