Ny feederrute til Fredericia Havn

Hapag Lloyd udvider sin feederrute fra Hamburg til Skandinavien med et nyt anløb på Fredericia Havn. Den ny feederrute starter op søndag d. 19. november 2017.

Fredericia Havn er Region Syddanmarks største containerhavn, og havnen fungerer som feederhavn med flere ugentlige afgange til Hamburg, Bremerhaven og Antwerpen. De direkte og frekvente forbindelser til de tre store havne på kontinentet varetages af flere rederier og giver adgang til destinationer over hele verden.

Stort opland for containergods
Fredericia Havn ligger i et multimodalt knudepunkt med nem adgang til motorveje og jernbane, hvilket giver optimale betingelser for nem og effektiv håndtering og omladning af containergods. Beliggenheden og adgangen til flere transportformer udnytter ADP til udviklingen af Taulov Dry Port, som er et 700.000 m2 stort baglandsareal til Fredericia Havn, hvor virksomheder får adgang til flerstrengede transportløsninger og omladning af gods.
 

”Vi kan se, at store industrivirksomheder og transport- og logistiksektoren konsoliderer deres aktiviteter i Taulov ved Fredericia, og derfor er der mange potentielle virksomheder i vores nære bagland, som kan have behov for import af containergods via Fredericia Havn, siger Rune Dalgaard Rasmussen, CCO i ADP A/S.

Stigende godsmængder
”Hapag Lloyds nye anløb finder sted om søndagen, og derfor vil den nye rute være meget attraktiv for virksomheder, som har behov for levering af containergods mandag morgen. Det nye anløb kan faktisk vise sig at være et godt alternativ til kørsel med lastbil fra f.eks. Hamburg til Danmark, fordi lastbiler ikke må køre gennem Tyskland før søndag aften”, siger Rune Dalgaard Rasmussen, CCO i ADP A/S. ”Den nye feederrute vil være et attraktivt konkurrenceparameter for Fredericia Havn, hvor vi tilbyder kunder fleksible transport- og logistikløsninger via havnen”, slutter Rune Dalgaard Rasmussen.

Første anløb med skibet Hanna bliver søndag d. 19. november 2017.

For yderligere information kontakt venligst:
Rune Dalgaard Rasmussen
CCO i ADP A/S
Tlf.: 2969 2011
E-mail: rdr@adp-as.dk