Glunz & Jensen A/S flytter deres aktiviteter og 50 medarbejdere til Nyborg

ADP A/S, som ejer og driver Nyborg Havn, er med sine aktiviteter på havnen med til at skabe vækst og udvikling i Nyborg. Siden 2016 har ADP budt velkommen til flere nye virksomheder, og med tilflytning af Glunz & Jensen A/S byder ADP nu velkommen til endnu en virksomhed på Nyborg Havn.

Som et led i restrukturering og sammenlægning af aktiviteterne på tværs af landet, har Glunz & Jensen A/S valgt at placere virksomhedens hovedkvarter i Nyborg. Glunz & Jensen overtager store dele af den flotte bygning, ejet af ADP A/S, på Lindholm Havnevej 33, den 1. januar 2018.

”Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet på at skabe mere aktivitet på Nyborg Havn, og med store investeringer i bygningen på havnen har vi nu skabt gode rammer for Glunz & Jensens aktiviteter i Nyborg. Glunz & Jensen lejer sig ind i vores bygninger på Nyborg Havn med i alt 5.800 m2 produktionsfaciliteter samt 1.200 m2 kontorfaciliteter”, siger Nils Skeby, CEO i ADP A/S.

Glunz & Jensen er verdens førende leverandør af innovative, højkvalitets-løsninger til den globale prepress-industri, og udvikler, producerer, sælger og servicerer processorer til offset- og flexo-trykindustrien. Virksomheden markedsfører produkter og services igennem et verdensomspændende netværk af distributører og forhandlere. Koncernen beskæftiger ca. 200 medarbejdere fordelt på datterselskaber og produktionsfaciliteter i Danmark, Slovakiet, USA og Italien, og heraf vil hovedkontoret og produktionen i Nyborg i 1. fase udgøre 50 medarbejdere.

René Normann Christensen, CEO i Glunz & Jensen: ”Vi ser frem til at flytte ind i vores nye lokaler i Nyborg. Vi har haft et fantastisk samarbejde med flere afdelinger i Nyborg Kommune og i Bureauet Nyborg, som har støttet os i hele processen. Som en international koncern er der mange ender der skal nå sammen. Så alt i alt glæder vi os til at blive en af del erhvervslivet i Nyborg”

For yderligere oplysninger, venligst kontakt:

ADP A/S
Nils Skeby, CEO
Mobil: 2466 3811
E-mail: ns@adp-as.dk

Glunz & Jensen A/S
René Normann Christensen, CEO
Mobil: 2423 4677
E-mail: rnc@glunz-jensen.com